Der var engang en tid, hvor hiphopperne havde hiphoppen og rappen for sig selv. Man var underlig, hvis man hørte rap – og da fuldkommen loco, hvis man rappede selv. Ingen blandede sig i kulturen og alt var fint – bortset fra pengeproblemer måske. Sådan er det ikke mere. I dag er rap meget populært, og hvis man kommer fra det rigtige sted – hvilket ikke er Danmark, – kan man blive meget rig på at udgive selv det værste pølle – 50 Cent er nok det mest kendte eksempel på det.
Flere og flere kalder sig hiphoppere, uden at vide noget som helst om kulturen. De hører det rap, der kommer på Voice, går i stort tøj og tagger lidt rundt omkring, hvis man kan kalde det, hovedparten af “taggerne” laver, for tags, og det tror de, er nok til at være en del af “klubben”. Det kan naturligvis være super frustrerende, og jeg kan da godt forstå, at folk afskyr pophop.
Grin af min realness, men jeg synes, musik skal være lavet med hjertet og ikke pengepungen – specielt rap. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men jeg synes, musik er federe, hvis bagmændene virkelig brænder for det, de laver og elsker det, der kommer ud af det og ikke bare tænker penge og fisse.
Og det har ikke en skid at gøre med, jeg har ondt i røven over, nogle tjener styrtende med Benjaminer på det. Jeg kan bare ikke tage, når folk ændrer på deres musik for at sælge bedre, eller værre endnu, kun synger det, og ikke har en skid med resten af processen at gøre. Det er for mig ikke rigtigt musik, og det gider jeg ikke spilde min tid på.
Dog synes jeg, der er en tendens til, at hiphoppere hader på alt og alle, der får succes. Hvis en rapper bliver spillet på mainstream-radiokanaler, tænker de pludselig kun på penge og giver ikke en skid for, hvordan det, de laver, lyder, hvis man spørger gennemsnitshiphopperen. Og det er super ærgeligt.
Niarn er det bedste eksempel herhjemme. Før Årgang ‘79 blev spillet i radioen, var han ret populær i hiphop-miljøet og fik bl.a. en undergrundspris ved Danish Hip Hop Awards i ‘03. Man kunne åbenbart ikke lide, de ikke blev ved med at have ham for sig selv, for efter han er blevet populær bliver man grint af, hvis man til en hiphopper siger, man kan lide ham.
Nu har jeg ikke hørt Glenn Francisco, og han er da ikke min favorit-rapper baseret på de få numre, jeg har hørt med ham, men jeg vil vædde min højre klunke på, at en stor del af dem, der hader ham nu, udelukkende gør det, fordi han er en velset rapper blandt et bredere publikum og at han tjener penge på det.
Der er en betydelig forskel på at have solgt ud og at være udsolgt. At sælge ud er at gå på kompromis med sin musik, bare for at tjene ekstra penge. Det er der, som jeg ser det, noget galt med. At være udsolgt er, at man har solgt alle plader og enten har et meget lille oplag eller er populær – hvad enten det skyldes evner eller andre faktorer.
Det kan der da under ingen omstændigheder være noget galt med! Der er en hel del, der blander de to ting sammen, og er kun mig, der synes det er pisse trættende? Er så mange hiphoppere så egoistiske, at de ikke vil “dele” de gode med andre? Det er da en smule til grin, er det ikke?
Denne artikel kan også findes her.
